I en artikkel i Dagbladet 22. august 1881 med tittelen "De første bestigere av Skagastølstind og Tjukningsstuen i Jotunheimen" kommer den anonyme forfatteren med følgende tynt dokumenterte påstand: «Det er nu ogsaa bekjendt(!!) at en anden av vore stormænd nemlig Digteren Henrik Wergeland, i sin tid har besteget Skagastølstinden, at Engelskmanden Slingsby saaledes ikke er den første, der har sat sin fod paa denne næsten utilgjængelige Tinde. H. Wergeland har skrevet et Digt hvoraf det fremgaar som utvivlsomt (!!!) at han har været paa selve Toppen av Skagastølstinden. Digtet lyder saaledes:»Paa Skakastølstindenhid steg kun under Fanens Volden Ørn, en Storm og jeg.Fra Verden hist saa stiv og koldkrøb isen hid paa bræens Skjoldsin sekellange vej. Her aldrig sorgen aandet har– Ak! Før fra dette Bryst.Hvis nogen aanded her, da varen Engel det, hvem skjæbnen bartil fremmed verdens kyst.Hid steg ej sky, men ren og blaa –er denne æthrens Ø.Dernede lyn som snekker gaamed gylne dragesnabler paaen Tordens rullesjø. En Snehvirvl rundt den svarte spids,lig splintret sejl om mast!Det var en Verdens Skibbrud, hvisden mast av sten, den Fløj af Isi Skyers havgang brast. Den staar. De gamle stjerner, somvor klodes fødsel saa,de dø; men da i himlen tom,skal jorden i sin alderdomved denne stav gjenstaa Det er nok første, og antagelig siste, gang i norsk klatrehistorie at et dikt anføres som bevis på bestigningen av et fjell. Ifølge innsenderen skulle det særlig være første og andre vers som ga «bevis» for bestigningen. I første vers sidestiller diktets jeg-person seg med ørnen og stormen, som er de eneste ved siden av jeg-personen, som har besøkt toppen. Wergeland skrev diktet etter en fjellreise fra øst til vest over Sognefjellet i 1832.

«I nordost Kongsoxletinderne, efterhermende Horungernes Alpeformer; disse i Syd tre Taarnkolonner; midt imellem Fanaraaken, langt fra lignen- de en uhyre, en verdens kulsorte Ligkiste med et nedrullende Lagen (...) Der under Fanaraaken sad jeg; under et skrøbeligt, rødmalet Kors, hvorpaa der stod malet den venlige, men ofte forgjæves fulgte Advarsel: «Skynd dig! Skynd dig» fly som en hind! Se hvor det griner bag Fanaraaktind».Henrik Wergeland i forordet til diktet «Spaniolen» i 1832.